Høst

 

Kornhøst.

Når høsten nærmede sig, kiggede far hver dag på kernerne og mærkede på dem, hvor bløde de var. Når så tiden var inden tog han den først skår med le marken rundt, fordi selvbinderen klarede ikke yderkanterne så godt og den skulle også selv have plads til den første skår og til at vende. Forskåret rev vi så sammen med en tretandet trækratte og bandt i neg med en visk halm.

Høst ca. 1948.

Før vi fik den store belgier, Klaus, måtte vi have tre heste til selvbinderen. Den tredje hest lånte vi hos naboen, sognefogeden. Til gengæld høstede vi så for ham. Den tredje hest behøvede vi ikke, da vi fik Klaus; han var umådelig stærk, men godt nok doven. Selvbinderen klarede skårlægningen og kunne også samle neg og binde for dem med høstbindegarn. Den smed bare negene ud til siden. Dem gik vi så bagefter selvbinderen og samlede op og satte i traver, så kornet kunne tørre. Det skulle være hel tørt ellers kunne det selvantænde i laden. Vi måtte endelig ikke høste for sent eller lade traverne stå længere end nødvendigt, for det ville give kornspild.

Når så tiden var inde, hentede vi negene hjem på skåevogne. Det var en kunst at læsse kornneg. Negene blev lagt med rodenden ud ad, så læsset hele tiden skrånede ind mod midten af vognen for at forblive stabilt. Negene lagde vi lidt i forbandt for at hele læsset hang godt sammen og kunne tåle den lange og skumpede vej hjem i laden.

Når læsseren ikke turde tage mere op, gik turen hjemad. Den, der havde langet op, blev hevet op på læsset. Der var så langt ned, at man brugte forken for at kunne hive ham op med den. Og så gik turen hjemad. Vi kunne lige gå under ladeporten. Negene blev så lagt ind et tomt gulv, indtil det var fyldt og øverst skrånede en anelse ud over loen. Et gulv gik fra spær til spær kun adskildt af hanebåndet. Det gik nemt for læsseren med de første neg, der bare skulle kastes nedad; mere drøjt når negene skulle langes opad til modtageren. Modtageren sørgede for at negene blev lagt pænt og jævnt ud over hele gulvet. Det var ikke fordi det var så nemt at gå frem og tilbage ovenpå negene. Når et gulv var fyldt, blev enderne rettet af med et høle ud mod loen, så negene stod som den flotteste mur.

Et år oplevede vi så stor høst, at vi måtte sætte de sidste neg i et kæmpestort hæs udenfor laden. I hæsset skulle rodenderne også udad, men også skråne udad for ikke at lede regnen ind i hæsset.

Høhøst.

Græsmarker lagt ud til hø var de første, der blev høstet, oftest allerede i juni og det var altid overstået inden kornhøsten. Græsset skulle også være pinligt tørt for ikke at selvantænde. 

 
Vi havde en slåmaskine med en lang udliggerkniv. Den skulle slibes op hver eneste dag. I et hjørne af gårdspladsen havde vi en hværlsten til slibningen; en stor cirkulær slibesten på højkant og med håndsving. Under stenen var der et lille trækar med vand, der holdt stenen ren og fugtig. Lidt træls at dreje og dreje, men kniven skulle bare have skarpe tænder.

Græsset fik lov at ligge og fortørre inden vi rev det sammen i revler med høriven; et enspænder redskab, som hoppen Lis havde let ved at manøvrere rundt med. Ofte passede det med, at man kunne tage en hel revle ad gangen med forken, når høet skulle stakkes.

 

Hølæs ca. 1921

Høet blev læsset på samme måde som med kornneg. Læsseren skulle sørge for at læsset hang godt sammen for at klare turen hjem. Hjemme blev høet ikke lagt ud i gulv, men lagt ind på råjen (loftet over ko- og svinestalden). For ikke at skulle slæbe for langt med høet, var der et par kviste i taget med luger, hvor vi kunne lange høet ind i begyndelsen.

Normalt kunne råjerne tage alt høet, men det er sket, vi måtte tage et gulv ind i laden til hø. 

Høslættet fra engene med det bløde enghø til hestene, blev lagt ind på råjen over hestestald og vognhus. Dér kravlede jeg tit op. Der duftede det godt og så var der forunderligt stille deroppe; intet der forstyrrede tankerne.

Arbejdsulykke. 

Når den fjerneste ende af råjen var fyldt op, blev hølæsset kørt ind i laden med fri adgang til råjen. En dag var det sidste læs lige før middag. Hestene var spændt fra. Jens Peter, karlen og jeg aftalte, at han skulle forke høet op til mig og at jeg skulle slæbe det på plads på råjen. Jeg springer over i hølæsset for at tage imod hans fork, men han kaster den bare og en flæn rammer mig lige oveni hovedet. Det var så voldsomt, at jeg måtte til læge. Jeg fik en indsprøjtning mod stivkrampe, det var det hele, så jeg ved, at jeg er tykskallet. Hvormange mon ved om de er det?