Tørveskær

Vores nærmeste nabo hjemme på Søndersigen hed Pejstrup. Han boede alene i et jordløst hus,  var pensionist og levede af sin have. Han have mange bier og vi købte honning hos ham. Fandt vi en bisværm, sendte vi bud efter ham og han forstod sig på at indfange dem. Så kom de ned i et tomt bistade hos ham. Han viste mig hvorledes man kunne beskytte sig med bihat og røg og hvordan staderne skulle åbnes og tavlerne tages ud og slynges. Og så kunne han et trick, der øgede produktionen. Han satte en tallerken ud i haven med sukkervand til bierne. Honningen blev noget mere stift af det, men ingen vidste om det.  Det kunne hænde, honningen blev næste hvid. Så vidste jeg, at han havde været for hård med sukkervandet, men jeg sagde ingenting. Han forstod sig også på beskæring og engang imellem kom han og beskar vores frugttræer. Han kom også og sprøjtede mod skurv. Mor sendte mig ofte afsted for at hente særlige grønsager, hun ikke havde i egen have. Også for at hente spiseæbler. Vores træer gav kun madæbler - fantastiske, uforlignelige til æblegrød og æblekage, men far ville gerne have et æble om aftenen og det var vore egne for sure til.

En dag var han væk, Pejstrup og et ungt par flyttede ind, Eigil og hans kone. Eigil tog arbejde på gårdene som løsarbejder. Han har fældet træer hos os, savet det op og kløvet det til brænde. Selv stødet (træroden) blev gravet op og kløvet - et frygtelig arbejde for roden var sej og der måtte bruges kiler og forhammer for at splitte den ad til stødbrænde. Træet blev stakket og tørret. Tørt nok blev det båret op på loftet i rollingen (stuehuset) og stakket under taget langs hele tørreloftet. Om sommeren skar han tørv. Sammen med en anden yngre mand dannede de et lille tomands tørvesjak. De skar vores tørv. 

Vi havde egen tørvemose, tørveengen kaldte vi den, for vi tog også høslæt derude. Den lå et stykke hjemmefra midt mellem Vestergaard og Laden. Der må have været en sø og et vandløb en gang, men nu var kun mosen tilbage. Tørvearbejdet tog sin begyndelse, når jorden var tjenlig, gerne i maj og skulle være overstået og tørvene i hus inden høst. 

Tørvearbejderne havde en lang ståltråd, som de brugte som var det en osteskærer. Så kunne de udskære en kæmpeskive på tørvens tykkelse, mens de selv stod i vand i tørvehullet og knap kunne kigge over brinken. Med særlige tørvespader stak de skiven i stykker - først på den ene led, så den anden og så blev de udstukne stykker lagt op på en slæbefjæl. Det var en skåe - en lang sidefjæl, der blev brugt som sidestykke på vore arbejdsvogne - en skåevogn; det nogen kalder en fjællevogn. Skåen blev brugt som slæbefjæl - vi brugte aldrig trillebør. Nu var tørvene udskårne i passende stykker. De var klaskvåde og skulle tørres. Det var noget jeg kunne. De første gange var en af mine søstre med, så jeg kunne lære det. Jeg havde vores Frederiksborgerhoppe Lis med. Hun blev spændt for skåen og så slæbte hun afsted med det hele hen til læggepladsen eller sættepladsen, som nogen sagde. De våde tørv blev nu lagt ud i lange rækker til tørring. Efter nogle dage kunne vi vende dem og til sidst rejse dem på højkant, så de bedre kunne tørre. Et par uger senere var de blevet noget tørre og mere stive. Så skulle de stakkes for at tørre helt. De blev lagt i en lille rundkreds med mellemrum, så luften kunne komme til hele vejen rundt. Det næste lag blev så lagt ovenpå i forbandt indtil der var en pæn stak, hul indeni, bred for neden og smal foroven og afsluttet med en enkelt tørv eller to. På den måde ville regn ikke opfugte dem så meget og vinden kunne gå lige gennem stakken.  Var vejret regnfuldt kunne det hænde græsset voksede sig langt inden tørvene kunne stakkes og så måtte de nærmest rives fri af græsset og det gik hårdt ud over tørvene og hele årets tørvehøst.

Tørvearbejde kunne være meget støvende og det sorte støv trængte ind overalt. Så var det godt med en dukkert i åen. Vi havde godt nok å lige op til vore egne marker, men et sted lige nord for landsbyen tæt ved Kølskegård gjorde åen et drabeligt sving, så den blev meget bred og i svinget dannede hvirvlen et høl (fordybning), hvor vi ikke kunne bunde og en stejl brink. Det tiltrak børn og unge. Drengene sprang på hovedet i høllet fra brinken. Pigerne hoppe i på benene, hvis de da hoppede. Det var et helt friluftsbad, men vandet var altid koldt.

Jeg skulle holde øje med tørvene, vende og stakke dem og når de var tjenlige, hentede jeg dem hjem med en skåevogn og Lis som enspænder. Hjemme havde vi et tørvehus med port i begge gavle og gennemkørsel, en lo. På langs var tørvehuset opdelt af en bræddevæg med løse fjæl ud mod loen. Efterhånden som tørvene blev kastet ind i rummet kunne jeg øge højden på væggen med flere løse fjæl (brædder), indtil rummet var fyldt helt op til taget næsten.

Foran tørvehuset var der en forplads med huggeblok og savbuk. Her var plads til at kløve træ, lave nye stjærte til arbejdsvognene, lave nye hegspæl og reparere større ting. Inde i vognhuset havde vi stor høvlebænk og alle tænkelige redskaber. Min farbror blev udlært tømrer, drog på valsen og indrettede tømrerværksted her inden tuberkulosen tog ham.

Inde i køkkenet stod tørvekassen og inde i stuen en stor kobberkedel, en gang en gruekedel. Det var pigens og min opgave at holde dem fyldte med tørv, som vi hentede i tørvehuset med en stor riskurv med to hanke. I stuen skulle der også brænde i kedlen. Vi brugte en speciel tørvegreb, med store dupper på enden af flænerne, så de ikke stak tørvene, men nemmere listede sig ind under dem. Tørveskæret om sommeren var så viseligt tilrettelagt og tørvehuset lige tilpas stort til at tørvene rakte vinteren over indtil næste tørveskær. Vores tørv var det, vi kaldte skæretørv. De var ret løse i det. Fantastisk gode i komfuret. Mor havde let ved at regulere ilden med dem. De gav dog meget smuld og mor brugte det meste smuld til optænding, men det hele blev brugt. 

Bedstefars blækhus.

Kontoret, vores opholdsstue blev kaldt sådan, fordi dér stod bedstefars skrivebord med blækhus og skriveunderlag med trækpapir. Det var fra bedstefars tid, da han var sognefoged. Far brugte ikke selv skrivebordet, men sad ved spisebordet midt i stuen, hvor der var lys, når han skulle lave noget skriftligt. I kontoret blev der tændt op lige før aftenmalkningen og kun indfyret een gang med træbrænde. Når ilden døde ud var klokken blevet godt otte og tid at gå til køjs. Forinden skulle far lige røgte. Han lukkede lemmen til hønsehuset; gik en tur gennem staldene for at se til dyrene, gik gennem laden og sluttede i hestestalden, hvor hestene fik den sidste gift hø. Da jeg begyndte i realskolen tog skolearbejdet så lang tid, at der måtte indfyres en ekstra gang, så jeg kunne sidde oppe og gøre mit skolearbejde færdigt. Så var klokken også blevet ti, halv elleve og kakkelovnen gået kold.

Under krigen opstod det, vi kaldte tørvegrosserer. Min fætter Lasse var sådan en tørvegrosserer. Mens vi kun skar til eget forbrug, skar han også til salg til byfolk, der ikke kunne få kul og briketter under krigen, Jeg tror han fik en maskine, så han kunne lave æltetørv eller pressetørv ligesom de gjorde i Hundborg Mose. Æltetørv var på en måde bedre end skæretørv. De var tungere og der var mere ilding i dem og så smuldrede de ikke. Min fætter fandt ud af at blande sand i for at øget fortjenesten. Det rygtedes og kom ham til skade.

Arbejdet var hårdt ved mine håndled, der ikke var arbejdsvante. Jeg måtte cykle til Brønderslev i lange tider efter en tørvesæson for at få diatermi på sygehuset et par gange om ugen, indtil hænderne var i orden igen. Det var nok med til, at mine forældre syntes jeg var bedre til at læse og det var jeg også.

Enden på tørveskæret.

Alting har en ende, siger man. Det fik tørveskæret også, men det blev et teknologisk drama. Min svoger var murer. Denne historie minder mig om talemåden “Skomager bliv ved din Læst”. Nå, han fik mine forældre overtalt til at udskifte vort gode gamle komfur med messingstang, sidegryde, tre ildsteder og ovn med et “moderne” centralvarmekomfur. Der blev opstillet radiatorer i hele huset og trukket rør så tykke, for at det varme vand let kunne finde vej uden pumpe. Endelig oprandt dagen. Mor fyrede op til middagsmaden, som hun plejer, men maden blev ikke varm. Radiatorerne stjal al varmen. Ja, selvom de stjal og stjal blev de knap lunkne og mor forsøgte at fyre om kap som nogen fyrbøder - lige lidt hjalp det. Borte var varmen og med dem alle de gode råd og anprisninger. Mor fandt vores Primus frem og far sendte resolut bud efter smeden. Der blev opstillet oliefyr i bryggerset og gasapparater i køkkenet. Mor blev glad for flaskegassen, så noget godt kom der da ud af tåbeligheden, men det tog definitivt slut med tørven.

Efterskrift. Da jeg var i konfirmationsalderen, lå det stadig i bevidstheden, at jeg var gårdmandssøn, oplært i landbruget og kunne overtage slægtsgården. Havde godt nok ikke lært at pløje endnu,  manglede teori, men jeg kunne jo tage på landbrugsskole. Så ville jeg finde en gårdmandsdatter som mine storsøstre, som kunne tåle livet på landet og også lide det. Det skulle vise sig, at der ikke var så mange mere med hu til landbolivet og skulle de også være godt begavede, kneb det.