Exodus og Eftertiden

Exodus (Flugten fra Ægypten)

Anden Mosebog, eller Exodus er den anden bog i den jødiske torah og tanakh (link) og i Det Gamle Testamente. Bogen skriver i kapitel 12 om udvandringen af Egypten under ledelse af Moses efter israelitternes slavetilværelse i landet. Den beskriver, hvordan Gud sender de 10 plager over Egypten for at få Farao til at løslade israelitterne.

Fortællingen om flugten fra Ægypten er fascinerende, men i virkelighedens verden vil slaver aldrig i livet kunne forene sig, organisere og gennemføre en flugt tværs over ørkenen fra Nilen til Sinai. Hvis det derimod drejer sig Faraoen's hof under militær ledelse, bliver det straks mere troværdigt. Det er dét, denne udlægning og gendigtning af fortællingen handler om.

Amarnatiden.  

En af de mest fascinerende perioder i Ægyptens historie er Amarnatiden, hvilket skyldes den mystiske farao Akhenaten. Akhenaten har siden op­da­gel­sen af Amarna været en evig kilde til fascination og spekulation, hvilket ofte maskerer det faktum, at vi faktisk ikke har det store kendskab til denne om­di­sku­te­re­de konge. Akhenaten var en ægyptisk farao, der levede i midten af det 14. årh­undr­ed­e f.v.t., og gennem en religiøs og social re­vo­lu­ti­on skabte han nogle markante, men kortvarige, for­an­drin­ger i det ægyptiske samfund. Han for­an­dre­de Ægyptens re­li­gi­øs­e og po­li­tis­ke struktur og dets kunst. Han svang pendulet fra religiøs og kunstnerisk ultrakonservatisme til det diametralt modsatte, og således kom hans regeringstid til at rumme en spænd­end­e kunstnerisk ”frihed”, som aldrig tid­li­ge­re var blev set og aldrig igen blev set i Ægypten. Kilde: Oldtidens Verden.

Farao Akhenaton (ca. 1350–33 f. Kr.) var intellektuel, fremsynet og højt begavet. Han dør i en alder af 35 år. Hans far, Amenhotep 3. havde længe - også for længe - måtte finde sig i præsteskabets magt. De sidste regeringsår deler faren med sin søn og de har selvfølgelig drøftet problemet. De mange guder og tilsvarende mange præster stod i vejen for enhver samfundsændring.  Da sønnen bliver eneregent, beslutter han sig for at gøre noget ved det. Han bygger simpelthen en hel ny hovedstad, Amarna (oprindeligt navn, Akhetaten eller Akhetaton) midt mellem Memphis og Theben. Det er i årene 1346-1341. Han hyrer israelere som livvagt og i stor udstrækning også til hele embedsværket. På den måde gør han sig helt fri af præsterne og deres sammensvorne i den gamle hovedstad. Han tager også brødet ud af munden på præsterne ved at erstatte alle de guder, de betjener, med blot een eneste gud - solguden, Amon og med ham selv som ypperstepræst. Kun ham selv og hans kone Nefertiti må tilbede Amon direkte; alle andre skal gøre det igennem ham. Han opfinder og grundlægger således monoteismen. 

Præsterne er selvsagt rasende og hævntørstige, men så længe Akhenaton lever, kan de intet gøre, Faraoen er jo guddommelig. Da Faraoen dør, ret ung efter kun 17 regeringsår, slår de til. Det havde Faraoen forudset og i tide bedt sin hærfører og chef for livgarden, Moses om at forberede sig. Da Faraoen dør og ikke længere kan beskytte hoffet mod de hævntørstende præster, er Moses klar med en komplet evakueringsplan og alt der skal til af pakdyr, mad, våben osv. Det er nemlig ikke en flok slaver, der flygter. Det er selve Faraoen's hof, verdens rigeste mennesker med alle deres tjenere, livvagter og embedsmænd, der evakueres - og det med militær præcision.

Nefertiti - Farao Akhenaton's hustru.

Da Faraoens død og flugten rygtes i Theben, eftersætter præsterne med en ekspeditionsstyrke. Da den får kontakt med Moses og hans folk, har disse for længst forskanset sig i Sinai. Det går hurtigt op for eftersætterne, at det ikke er et bundt slaver, de har med at gøre, men at de står over for verdens ypperste elitesoldater, Faraoen's israelske livvagter. De kan ikke slå lejr i ørkenen og eftersætterne må hurtigt fortrække med uforrettet sag.

Moses, hærchefen må som det første skaffe friske forsyninger til de mange mennesker. Han har skullet forhandle med omboende samfund og han kan meget vel have været væk i fyrre dage, for at blive ved overleveringen. Fyrre dage er mere end nok til at uenighed og stridigheder i den sammenbragte flok bryder ud i lys lue under Moses's fravær. Lige så forståeligt er det, at han straks efter sin tilbagekomst har bragt orden og indført de samme love, som de havde levet under ved Faraoen's hof - regler og love som de i vid udstrækning selv har været med til at udarbejde og iværksætte, dér hvor de kom fra. Det er også den eneste forklaring på, at han efter fyrre dage kunne præsentere et komplet lovkompleks. At det er skrevet med guds finger, er ikke så mærkeligt, for Faraoen var jo solgudens repræsentant her på Jorden og selv guddommelig.

At det er Faraoen's hof, der flygtede og ikke en flok slaver, forklarer også bedre den høje intelligenskvotient hos jøderne. Jøderne er 10-20% mere intelligente end andre folk og eneste naturlig forklaring er Faraoens personalepolitik. Faraoens selv var intelligent, højt begavet og "fremme i skoen" og har sikkert ikke haft det godt med middelmådigheder. Ellers er der jo ingen forklaring på, at 28% af alle nobelpristager i dag er jøder! Jøderne har det også med helt at udrydde de folkeslag, de overvinder i deres ekspansion, hvilket har bidraget til at beskytte den ekseptionelle høje intelligens mod "fortynding og udvanding".

Armanabrevene, 382 i alt, er lertavler med diplomatisk korrespondance mellem Farao Akhenaton og vasalkonger og mellem hans embedsmænd og dommere. De er uvurderlig hjælp til at forstå tidens tankegang. Den store Atenhymne, der tilskrives Akhenaten selv, be­skri­ver Aten som skaberen af verden og som for­ud­sætn­ing for altings eksistens.

Eftertiden.

Farao Akhenaton (1350–33 f. Kr.)

I afsindigt raseri ødelægger præsterne ethvert spor efter Farao Akhenaton. De indsætter hans otteårige søn, Tutankamon (1332 – 1323 f. Kr.) på tronen og genindfører flerguderi. (Tutankamon er søn efter faraoen og dennes søster, The Younger Lady - Nefertiti havde kun født pigebørn.).

Selvom alt så skulle være tilbage ved det gode gamle, har eksperimentet med monoteisme sat sig spor. Rundt om i verden er der fyrster, der ser styrken i monoteismen. Det gør det ulige lettere for fyrste og kirke at lave et joint venture. Anekdotisk skal Kong Knud om bønderne have sagt til Bisp Absalon "Hvis du vil holde dem dumme, så skal jeg holde dem fattige". Et sådant joint venture ses stadig spor af i Danmarks Riges Grundlov §4. Flere præster har i nyere tid haft det svært med det. Det gælder Grundtvig og senest Thorkild Grosbøll.

Vores egen Harald Blåtand har givetvis også set monoteismen som vejen til magten og det forklarer hans iver efter at kristne danerne. Når det kommer til fjernelse og ødelæggelse af symboler efter fortidige magthavere, er Harald ikke spor bedre end de ægyptiske præster. Han plyndrer og skænder - fornuftsbetonet - to betydningsfulde gravmæler ved Oseberg og Gokstad ved Oslofjorden (link), præcis som han gør det med Ladbykongens grav på Fyn.

Thorkild Grosbøll

I tusinde år lykkes det fyrste og kirke i forening at kue menneskeheden. Nye strømninger er på vej til at gøre op med (1) Foreningen af stat og kirke og (2) at "Mennesket er skabt i Guds billede" (1. mosebog).

Thorkild Grosbøll (1948-2020)

I 2003 udgav Thorkild Grosbøll bogen "En sten i skoen", som blev anledning til en af nyere tids største kirkelige debatter. Fra første side af lagde han tonen an: Der findes ingen Gud, ingen opstandelse, og intet evigt liv, skrev han.

Den etablerede alliance mellem stat og kirke slog benhårdt ned på denne frigørelse og Grosbøll's tanker venter stadig på en velformulerende nytænkende profet.

Dengang blev jeg forhindret i arbejdet med at tænke den kristne tradition ind i den moderne verden og få den ud i en sammenhæng, der er brugbar for mennesker i dag. Re. Interview i Berlingske.

Det, en sådan kommende profet må gøre op med, er udsagnet i 1. mosebog at "Mennesket er skabt i Guds billede" - et udsagn, der har givet årsag til utallige og meningsløse konflikter - al den stund, det forholder sig lige omvendt. Ethvert menneske danner nemlig sit helt eget billede af Vorherre - Et bedre jeg - og gør det med eller uden billedlig fremtoning. Dette billede er uantasteligt og findes ikke uden for menneskets hjernekiste. 

Vi venter stadig på, at kristendommen leverer et brugbart alternativ til naturvidenskabens verdensbillede - ikke nødvendigvis et modstykke, men en nytænkning af den kristne tradition, som Thorkild Grosbøll så energisk ledte efter. Kun på den måde kan kristendommen overleve i fremtiden.