Exodus
Udvikling af religiøse forestillingsevner er uløseligt forbundet med opfindelse af mad tilberedt over ild. Det er også uløseligt forbundet med udvikling af andre kognitive evner, der gav hjernen en ny biologisk funktionalitet fælles for alle folkeslag. Denne udmøntes i forskelligheder i sprog, kultur og religion, men indenfor de rammer hjernebiologien sætter.
De religiøse forestillinger knyttes til naturen og naturreligioner fungerer helt op til vor tid. Monoteisme kom først med den ægyptiske farao Akhenaton godt 1300 år før vor tidsregning og praktiseres i dag i de tolv klassiske verdensreligioner og alle med betydelige fællestræk og de fleste styret af en centralmagt.
Store tænkere i oplysningstiden forsøgte at skabe bro mellem videnskab og tidens religion. Inspireret heraf gjorde Thorkild Grosbøll i nyere tid forsøg på at formulere og formidle en religiøs forestilling i overensstemmelse med naturvidenskaben og som imødekom det biologiske behov. Den opgave venter stadig på en formidler.
Exodus (Flugten fra Ægypten)
Indledning.
Fortællingen om flugten fra Ægypten er fascinerende, men i virkelighedens
verden vil slaver aldrig i livet kunne forene sig, organisere og gennemføre en
flugt tværs over ørkenen fra Nilen til Sinai. Hvis det derimod drejer sig
Faraoens hof under militær ledelse, bliver det straks mere troværdigt. Det er
den udlægning af fortællingen, som det efterfølgende handler om.
Præsterne er selvsagt rasende og hævntørstige og da Faraoen
dør ret ung efter kun 17 regeringsår, slår de til. Det havde Faraoen forudset og
bedt sin hærfører og chef for livgarden, Moses om at forberede sig på. Da
Faraoen dør og ikke længere kan beskytte dem mod de hævntørstende præster, er
Moses klar med en komplet evakuereringsplan og alt der skal til af pakdyr, mad,
våben osv. Det er nemlig ikke en flok slaver, der flygter. Det er selve Faraoens
hof, verdens rigeste mennesker med alle deres tjenere, livvagter og embedsmænd,
der evakueres - og det med militær præcision.
Farao Akhenaton (1364 - 1347 f.Kr.). Akhenaton fik større betydningen for sin eftertid end han fik i de 18 år han regerede Ægypten som Farao. Hans dronning, Nefertiti, blev faktisk mere kendt end han. Det samme gælder deres søn, Tutankhamun (Nefertiti er muligvis ikke Tutankhamun's biologiske mor).
Præsteskabet for de mange ægyptiske guder havde fået for megen magt. Den brød Akhenaton ved at opføre en ny hovedstad, Akhetaton, og gøre Aton (solguden) til den eneste gud. Det hele faldt dog fra hinanden ved hans død. Alt blev som før, polyteismen genopstod og man søgte at slette hans minde.
Hans eksperiment med Aton som eneste gud kom til at betyde meget for eftertiden. Det må formodes, at Israelitterne har ladet sig inspirere. Sigmund Freud anså sågar Moses værende embedsmand og præst under Akhenaton. Det kniber med kronologien, hvilket muliggør, at det i stedet er Akhenaton, der er inspireret af hebræerne.
Eksperimentet lykkedes dog længe nok til, at magthavere i eftertiden indså værdien af en verdslig og religiøs centralmagt - og lykkes, det gjorde det til sidst.
"Der går ikke røg af en brand uden ild". Heller ikke af Mosebog.
Der er nok noget om det, når det berettes, at Moses steg op på Sinai bjerg og blev på bjerget i fyrre dage og fyrre nætter (2. Mos. 24,18) og senere begav sig ned af bjerget med Vidnesbyrdets to tavler i hænderne; der var skrevet på begge sider af tavlerne, både forpå og bagpå (2. Mos. 32,15).
Hwt-ka-Ptah (Memphis) har været hovedstad i flere perioder.
Waset (Luxor, Theben) har ligeledes været regeringsby bl .a. under Amenhotep III.
Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre at udtænke og forme omfattende love og leveregler på så kort tid - medmindre Moses er den samme Moses, som tjente under Farao Amenhotep IV. Så bliver det hele straks mere troværdigt. Overleveringen har så blot pyntet på fortællingen, men kernen er intakt. På den tid gjordes ej heller skel mellem religiøse og verdslige leveregler og love.
Farao Amenhotep IV (Akhenaten) var en rebel, hvis man da kan bruge det ord om en Farao. Han var født i en rig og fredelig tid, men præsteskabet og dets tiltagende magt havde længe været faderen en torn i øjet. Faderen, Amenhotep III, har givetvis drøftet problemet med sønnen. Der sker i hvert fald det, at sønnen, Amenhotep IV, kort efter faderens død slår til mod præsteskabet. Han flytter hele hoffet til en ny regeringsby, Akhetaten, opført på bar mark midt mellem Memphis og Theben. I hans regeringstid fra 1353 til 1336 f. K. udvikles og formes en ny monoteistisk religion med solguden Aten som den eneste.
Det lykkedes ikke at få de nye tanker til at slå rod i det gamle Theben. Det vidste Moses. Han var en højtstående embedsmand. Han havde militær baggrund og det må formodes, at han har planlagt og forberedt hoffets flugt, hvis Faraoen skulle dø inden sønnen kunne tage over. Det var lige præcis det, der skete. På billeder ser Amenhotep IV syg ud og hans søn, Tutankhamon er kun 9 år, da faderen dør. De forsmåede præster får indsat en rigsforstander og Ægypten vender tilbage til polyteisme. Det havde Moses forudset og han og hoffet ser ingen anden udvej end flugt. Formentlig er flugtruten vel forberedt og der er på forhånd udset et velegnet sted for et brohoved i Sinai. Det har krævet mange pakdyr og enorme forsyninger at krydse ørkenen og det har krævet et organisatorisk talent at flytte så mange mennesker og så meget gods. Dette talent havde Moses.
"Flugten fra Ægypten" kan umuligt blot handle om israelitiske slaver. Hvordan skulle tvangsarbejdere kunne forberede, organisere og gennemføre en flugt tværs over ørkenen. Det er heller ikke troligt, at nogle slaver kunne retfærdiggøre en kostbar ægyptisk militærekspedition, for at bringe dem tilbage eller dræbe dem. Det sidste skulle ørkenen nok klare. Men med faraoens hof forholdt det sig anderledes. Hoffet kunne blive en trussel for de nye magthavere og hoffets flugt - se det kunne retfærdigøre en nok så bekostelig eftersætning med en betydelig hær. Da nyheden når Theben, har hoffet allerede et betydeligt forspring og når frem til deres brohoved betids. Den eftersættende hær må overveje hvor længe og hvor langt de kan jage de flygtende inden deres egne forsyninger slipper op og tvinger dem at vende om.
Moses må have haft hænderne fulde fra morgen til aften. Der skulle slås lejr, den skulle befæstes og først og fremmest skulle der skaffes friske forsyninger. Hoffet er rige folk med mange tjenere og der er mange soldater fra Faraoens livvagt, men næppe mange landmænd iblandt. Moses kan sagtens have været borte en tid og rekognosceret for forsyninger, men på et tidspunkt er det praktiske så meget på plads, at der bliver tid til at tænke på tro, lov og orden. Moses gør derfor det eneste naturlige. Han kalder sine folk sammen og fortæller dem, at de skal videreføre den religion og de love, som de har bragt med sig fra Ægypten. Tro og love er givet af Faraoen og Faraoen er guddommelig. Det er den eneste måde, fortællingen om Moses giver mening og eneste plausible forklaring på, at han "efter fyrre dage kommer hjem med en fiks og færdig religion skrevet med Guds finger".
Amenhotep IV var ikke blot en rebel. Han var en intellektuel kapacitet. I hans tid fandt kunsten nye veje og kun en Farao kunne magte at skabe banebrydende religiøs nytænkning og kun en Farao kunne og ville gennemtrumfe en religion, der placerede al magt netop hos ham selv.
Den historiske tradition har taget sagn for bogstaveligt og derved gjort sagnet utroværdigt. Handler "Flugten fra Ægypten" derimod om det flygtende ægyptiske hof under ledelse af Moses, en højt placeret og militært skolet embedsmand, falder brikkerne pludselig på plads og legenderne bliver meningsfyldte og ligefremme.
Luk øjnene og tænk jer tilbage til den politiske situation de sidste dage i Amenhotep IV regeringstid. Så længe Faraoen lever, er ressourcerne umådelige. I indser da, at det hele ramler, når han dør. Kronprinsen er kun et barn. Fjenderne er mange og dødsens farlige. De kan efter lov og sædvane udpege en rigsforstander - vel at mærke efter deres hovede. Uden beskyttende Farao står hoffet til at tabe en strid. Derfor er der kun eet at gøre - at iværksætte planerne for en flugt. Flugten lykkes og deres medbragte rigdomme sikrer overlevelse og fremtid i det fremmede og hvad er mere naturligt end at videreføre livstil og tro fra Akhetaten, den by de kom fra og den by og den livstil, de selv har været med til at skabe - og for eftertiden har der ikke været mange andre måder - ihvertfald ikke mere farverige måder - at berette om disse voldsomme hændelser end som netop sket i Toraen og andre bibelske værker.
Det er arkæologisk fastslået, at Akhetaten blev pludseligt forladt, da Amenhotep IV døde. At regeringsbyens elitære befolkning blot er rejst til Theben og taget til nåde af de mennesker, de så grundigt har trynet, er absurd. Det drejer sig om flere tusinde mennesker. Det er også besynderligt, at intet skulle være overleveret herom. Rømningen må ikke være gået stille af - men det gjorde den da heller ikke. Det gav nemlig genlyd i hele verden og der tales stadig om "Flugten fra Ægypten". Det var blot hoffet, der flygtede og ikke blot en flok israelitter. Der har troligen være mange israelitter i blandt, for årtiers økonomisk fremgang har givetvis trukket mange gæstearbejdere til - måske flere i regeringsbyen end andre steder. Livvagter og hjælpere er almindeligt gennem tiderne blevet rekrutteret blandt udlændige verden over - svejtsere hos paven i Rom og væringer i Konstantinopel - fordi det var lettere at sikre sig fremmedes loyalitet og hindre konspiration med en uvenlig omverden. Meningen med at flytte regeringen til en helt ny by, var jo netop at lægge afstand til livet og menneskene i Theben, så det har været sund fornuft med mange gæstearbejdere - og ser man på landkortet, kan de kun komme fra een kant, hvis man da ikke ville have negre - og det ville man af gode grunde ikke.
Det var verdens rigeste mennesker, der flygtede og der kan let have været ti til hundrede tjenere og livvagter for hver embedsmand, så på den måde kan der have været mange israelitter blandt de flygtende.
Det faktum, at flugten lykkedes, bekræfter, at den var vel planlagt og ledet. Det faktum, at de flygtende fik fodfæste i det fremmede, bekræfter, at de fik rigdomme nok med til etableringen.
Hæren har nødvendigvis haft kvarter i agerlandet - "det sorte land" - langs Nilen. Det ekspeditionskorps, der eftersatte de flygtende, må være udgået fra Memphis eller snarere Theben. Ved at flygte mod nordøst ud i ørkenen - "det røde land" - opnås et mægtigt forspring.
Da den eftersættende hær omsider får kontakt med de flygtende i Sinai, har disse allerede forskanset sig, og måske først da går det op for eftersætterne, at lejren forsvares af faraoens elitesoldater; dem har man næppe haft lyst til at bide skeer med. Flugten har været bedre forberedt end eftersætningen, og hæren har mest sandsynligt manglet forholdsordrer til hvad den så skulle gøre. Den har reelt ikke haft andet valg end at vende om - lige dér ved de flygtendes lejr kunne den ikke blive.
Har legenden ret i, at Moses er af israelitisk herkomst, kan han have været Faraoens øverste hærchef og chef for livgarden. Det forekommer sandsynligt og forklarer meget. Ved at forkaste traditionen og læse de gamle skrifter igen i et real-politisk lys, kunne forskere opbygge mere sandsynlige scenarier for jødedommens tilblivelse og dens arnested.
Ønsket om en centralmagt, som den Farao Amenhotep IV opnåede ved en ny monoteistisk religion, er også drivkraften for fremme og videreudvikling af jødedommen blandt eftertidens verdslige og kirkelige ledere. Dette koncept var stærkest i alliancer mellem kirke og fyrste og overalt har de upolitiske naturreligioner måtte vige.
I kølvandet på disse tanker opstår nye. Det er kendt, at europæiske jøder har verdens højeste gennemsnitlige IQ på 117. Den tanke, at de har rødder i en udvalgt elitær befolkning ved Amenhoteps hof, melder sig naturligt. Tanken er nok lidt langt ude, men svær at lægge fra sig. Det murrer også, at amerikanske jøder i gennemsnittet har en IQ på 112-115 og at en fjerdedel af alle nobelpriser er tildelt jøder, selvom de kun udgør godt 0,2 % af verdens befolkning.
Den gennemsnitlige IQ i Ægypten er 83. Når man søger at leve sig ind i Amenhotep IV' verden - altså den verden, han ville skabe i den nye hovedstad, rækker et gennemsnit på 83 ikke langt. Man kan ikke fortænke ham i at fravælge middelmådigheder. Måske udvalgte han mennesker, der kunne bidrage kreativt og konstruktivt til de høje mål, han satte sig. Den gennemsnitlige IQ i Israel må have været højere i oldtiden for siden at falde til et gennemsnit i dag på 94 grundet indvandringen fra syd. Det kunne have bidraget til præference for israelitter. Derudover kunne faraoen have været yderst selektiv i valg af medarbejdere. Når jøderne betragter sig som Guds udvalgte folk, har det så nogen bæring til oldtidens personalepolitik ved Amenhoteps hof, hvor de er udvalgte eller er der helt andre forklaringer på den høje IQ hos europæiske og amerikanske jøder? En forklaring må der jo være.
Jo, Akhenaten var en rebel, en intellektuel rebel og en mægtig mand, der har sat sig mange spor i eftertiden.
Da Faraoens død og flugten rygtes i Theben, eftersætter præsterne med en
ekspeditionsstyrke. Da den får kontakt med Moses og hans folk, har disse for
længst forskanset sig i Sinai. Det går hurtigt op for eftersætterne, at det
ikke er et bundt slaver, de har med at gøre, men at de står over for verdens
bedste elitesoldater, Faraoens israelske livvagter. De kan ikke slå lejr i
ørkenen og eftersætterne må hurtigt fortrække med uforrettet sag.
Moses må som det første skaffe friske forsyninger til de mange mennesker. Han
har skullet forhandle med omboende samfund og han kan meget vel have været væk
i fyrre dage, for at blive ved overleveringen. Fyrre dage er mere end nok til
at uenighed og stridigheder i den sammenbragte flok bryder ud i lys lue under
Moses's fravær. Lige så forståeligt er det, at han straks efter sin hjemkomst
har indført de samme love, som de havde levet under ved faraoens hof - regler
og love som de i vid udstrækning selv har været med til at udarbejde og
iværksætte, dér hvor de kom fra. Det er også den eneste forklaring på, at han
efter fyrre dage kunne præsentere et komplet lovkompleks. At det er skrevet
med guds finger, er ikke så mærkeligt, for Faraoen var jo solgudens
repræsentant her på Jorden og selv guddommelig.
At det er Faraoens hof, der flygtede og ikke en flok slaver, forklarer også bedre den høje intelligenskvotient hos jøderne. Jøderne er 10-20% mere intelligente end andre folk og eneste naturlig forklaring er Faraoens personalepolitik. Faraoens selv var intelligent og "fremme i skoen" og har sikkert ikke haft det godt med middelmådigheder. Ellers er der jo ingen forklaring på, hvorfor hver fjerde nobelpristager er jøde!
At det er Faraoens hof, der flygtede og ikke en flok slaver, forklarer også bedre den høje intelligenskvotient hos jøderne. Jøderne er 10-20% mere intelligente end andre folk og eneste naturlig forklaring er Faraoens personalepolitik. Faraoens selv var intelligent og "fremme i skoen" og har sikkert ikke haft det godt med middelmådigheder. Ellers er der jo ingen forklaring på, hvorfor hver fjerde nobelpristager er jøde!
Rundt om i verdenen er der fyrster, der ser styrken i monoteismen. Det gør det
ulige lettere for fyrste og kirke at lave et joint venture. Anekdotisk skal
Kong Knud om bønderne have sagt til Bisp Absalon
"Hvis du vil holde dem dumme, så skal jeg holde den fattige". Et sådant
joint venture ses stadig spor af i Danmarks Riges Grundlov. Flere præster har
i nyere tid haft det svært med det. Det gælder Grundvig og senest Thorkild
Grosbøll.
En del gamle blogs handler om dette:
mandag, april 03, 2006
Farao Akhenaton
Farao Akhenaton (1364 - 1347 f.Kr.). Akhenaton fik større betydningen for sin eftertid end han fik i de 18 år han regerede Ægypten som Farao. Hans dronning, Nefertiti, blev faktisk mere kendt end han. Det samme gælder deres søn, Tutankhamun (Nefertiti er muligvis ikke Tutankhamun's biologiske mor).
Præsteskabet for de mange ægyptiske guder havde fået for megen magt. Den brød Akhenaton ved at opføre en ny hovedstad, Akhetaton, og gøre Aton (solguden) til den eneste gud. Det hele faldt dog fra hinanden ved hans død. Alt blev som før, polyteismen genopstod og man søgte at slette hans minde.
Hans eksperiment med Aton som eneste gud kom til at betyde meget for eftertiden. Det må formodes, at Israelitterne har ladet sig inspirere. Sigmund Freud anså sågar Moses værende embedsmand og præst under Akhenaton. Det kniber med kronologien, hvilket muliggør, at det i stedet er Akhenaton, der er inspireret af hebræerne.
Eksperimentet lykkedes dog længe nok til, at magthavere i eftertiden indså værdien af en verdslig og religiøs centralmagt - og lykkes, det gjorde det til sidst.
onsdag, januar 17, 2007
Mosebog - Er der noget om snakken?
"Der går ikke røg af en brand uden ild". Heller ikke af Mosebog.
Der er nok noget om det, når det berettes, at Moses steg op på Sinai bjerg og blev på bjerget i fyrre dage og fyrre nætter (2. Mos. 24,18) og senere begav sig ned af bjerget med Vidnesbyrdets to tavler i hænderne; der var skrevet på begge sider af tavlerne, både forpå og bagpå (2. Mos. 32,15).
De gamle faraoners land:
Akhetaten (El Armana) hovedstad under Amenhotep IV.Hwt-ka-Ptah (Memphis) har været hovedstad i flere perioder.
Waset (Luxor, Theben) har ligeledes været regeringsby bl .a. under Amenhotep III.
Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre at udtænke og forme omfattende love og leveregler på så kort tid - medmindre Moses er den samme Moses, som tjente under Farao Amenhotep IV. Så bliver det hele straks mere troværdigt. Overleveringen har så blot pyntet på fortællingen, men kernen er intakt. På den tid gjordes ej heller skel mellem religiøse og verdslige leveregler og love.
Farao Amenhotep IV (Akhenaten) var en rebel, hvis man da kan bruge det ord om en Farao. Han var født i en rig og fredelig tid, men præsteskabet og dets tiltagende magt havde længe været faderen en torn i øjet. Faderen, Amenhotep III, har givetvis drøftet problemet med sønnen. Der sker i hvert fald det, at sønnen, Amenhotep IV, kort efter faderens død slår til mod præsteskabet. Han flytter hele hoffet til en ny regeringsby, Akhetaten, opført på bar mark midt mellem Memphis og Theben. I hans regeringstid fra 1353 til 1336 f. K. udvikles og formes en ny monoteistisk religion med solguden Aten som den eneste.
Det lykkedes ikke at få de nye tanker til at slå rod i det gamle Theben. Det vidste Moses. Han var en højtstående embedsmand. Han havde militær baggrund og det må formodes, at han har planlagt og forberedt hoffets flugt, hvis Faraoen skulle dø inden sønnen kunne tage over. Det var lige præcis det, der skete. På billeder ser Amenhotep IV syg ud og hans søn, Tutankhamon er kun 9 år, da faderen dør. De forsmåede præster får indsat en rigsforstander og Ægypten vender tilbage til polyteisme. Det havde Moses forudset og han og hoffet ser ingen anden udvej end flugt. Formentlig er flugtruten vel forberedt og der er på forhånd udset et velegnet sted for et brohoved i Sinai. Det har krævet mange pakdyr og enorme forsyninger at krydse ørkenen og det har krævet et organisatorisk talent at flytte så mange mennesker og så meget gods. Dette talent havde Moses.
"Flugten fra Ægypten" kan umuligt blot handle om israelitiske slaver. Hvordan skulle tvangsarbejdere kunne forberede, organisere og gennemføre en flugt tværs over ørkenen. Det er heller ikke troligt, at nogle slaver kunne retfærdiggøre en kostbar ægyptisk militærekspedition, for at bringe dem tilbage eller dræbe dem. Det sidste skulle ørkenen nok klare. Men med faraoens hof forholdt det sig anderledes. Hoffet kunne blive en trussel for de nye magthavere og hoffets flugt - se det kunne retfærdigøre en nok så bekostelig eftersætning med en betydelig hær. Da nyheden når Theben, har hoffet allerede et betydeligt forspring og når frem til deres brohoved betids. Den eftersættende hær må overveje hvor længe og hvor langt de kan jage de flygtende inden deres egne forsyninger slipper op og tvinger dem at vende om.
Moses må have haft hænderne fulde fra morgen til aften. Der skulle slås lejr, den skulle befæstes og først og fremmest skulle der skaffes friske forsyninger. Hoffet er rige folk med mange tjenere og der er mange soldater fra Faraoens livvagt, men næppe mange landmænd iblandt. Moses kan sagtens have været borte en tid og rekognosceret for forsyninger, men på et tidspunkt er det praktiske så meget på plads, at der bliver tid til at tænke på tro, lov og orden. Moses gør derfor det eneste naturlige. Han kalder sine folk sammen og fortæller dem, at de skal videreføre den religion og de love, som de har bragt med sig fra Ægypten. Tro og love er givet af Faraoen og Faraoen er guddommelig. Det er den eneste måde, fortællingen om Moses giver mening og eneste plausible forklaring på, at han "efter fyrre dage kommer hjem med en fiks og færdig religion skrevet med Guds finger".
Amenhotep IV var ikke blot en rebel. Han var en intellektuel kapacitet. I hans tid fandt kunsten nye veje og kun en Farao kunne magte at skabe banebrydende religiøs nytænkning og kun en Farao kunne og ville gennemtrumfe en religion, der placerede al magt netop hos ham selv.
Den historiske tradition har taget sagn for bogstaveligt og derved gjort sagnet utroværdigt. Handler "Flugten fra Ægypten" derimod om det flygtende ægyptiske hof under ledelse af Moses, en højt placeret og militært skolet embedsmand, falder brikkerne pludselig på plads og legenderne bliver meningsfyldte og ligefremme.
Luk øjnene og tænk jer tilbage til den politiske situation de sidste dage i Amenhotep IV regeringstid. Så længe Faraoen lever, er ressourcerne umådelige. I indser da, at det hele ramler, når han dør. Kronprinsen er kun et barn. Fjenderne er mange og dødsens farlige. De kan efter lov og sædvane udpege en rigsforstander - vel at mærke efter deres hovede. Uden beskyttende Farao står hoffet til at tabe en strid. Derfor er der kun eet at gøre - at iværksætte planerne for en flugt. Flugten lykkes og deres medbragte rigdomme sikrer overlevelse og fremtid i det fremmede og hvad er mere naturligt end at videreføre livstil og tro fra Akhetaten, den by de kom fra og den by og den livstil, de selv har været med til at skabe - og for eftertiden har der ikke været mange andre måder - ihvertfald ikke mere farverige måder - at berette om disse voldsomme hændelser end som netop sket i Toraen og andre bibelske værker.
Det er arkæologisk fastslået, at Akhetaten blev pludseligt forladt, da Amenhotep IV døde. At regeringsbyens elitære befolkning blot er rejst til Theben og taget til nåde af de mennesker, de så grundigt har trynet, er absurd. Det drejer sig om flere tusinde mennesker. Det er også besynderligt, at intet skulle være overleveret herom. Rømningen må ikke være gået stille af - men det gjorde den da heller ikke. Det gav nemlig genlyd i hele verden og der tales stadig om "Flugten fra Ægypten". Det var blot hoffet, der flygtede og ikke blot en flok israelitter. Der har troligen være mange israelitter i blandt, for årtiers økonomisk fremgang har givetvis trukket mange gæstearbejdere til - måske flere i regeringsbyen end andre steder. Livvagter og hjælpere er almindeligt gennem tiderne blevet rekrutteret blandt udlændige verden over - svejtsere hos paven i Rom og væringer i Konstantinopel - fordi det var lettere at sikre sig fremmedes loyalitet og hindre konspiration med en uvenlig omverden. Meningen med at flytte regeringen til en helt ny by, var jo netop at lægge afstand til livet og menneskene i Theben, så det har været sund fornuft med mange gæstearbejdere - og ser man på landkortet, kan de kun komme fra een kant, hvis man da ikke ville have negre - og det ville man af gode grunde ikke.
Det var verdens rigeste mennesker, der flygtede og der kan let have været ti til hundrede tjenere og livvagter for hver embedsmand, så på den måde kan der have været mange israelitter blandt de flygtende.
Det faktum, at flugten lykkedes, bekræfter, at den var vel planlagt og ledet. Det faktum, at de flygtende fik fodfæste i det fremmede, bekræfter, at de fik rigdomme nok med til etableringen.
Hæren har nødvendigvis haft kvarter i agerlandet - "det sorte land" - langs Nilen. Det ekspeditionskorps, der eftersatte de flygtende, må være udgået fra Memphis eller snarere Theben. Ved at flygte mod nordøst ud i ørkenen - "det røde land" - opnås et mægtigt forspring.
Da den eftersættende hær omsider får kontakt med de flygtende i Sinai, har disse allerede forskanset sig, og måske først da går det op for eftersætterne, at lejren forsvares af faraoens elitesoldater; dem har man næppe haft lyst til at bide skeer med. Flugten har været bedre forberedt end eftersætningen, og hæren har mest sandsynligt manglet forholdsordrer til hvad den så skulle gøre. Den har reelt ikke haft andet valg end at vende om - lige dér ved de flygtendes lejr kunne den ikke blive.
Har legenden ret i, at Moses er af israelitisk herkomst, kan han have været Faraoens øverste hærchef og chef for livgarden. Det forekommer sandsynligt og forklarer meget. Ved at forkaste traditionen og læse de gamle skrifter igen i et real-politisk lys, kunne forskere opbygge mere sandsynlige scenarier for jødedommens tilblivelse og dens arnested.
Ønsket om en centralmagt, som den Farao Amenhotep IV opnåede ved en ny monoteistisk religion, er også drivkraften for fremme og videreudvikling af jødedommen blandt eftertidens verdslige og kirkelige ledere. Dette koncept var stærkest i alliancer mellem kirke og fyrste og overalt har de upolitiske naturreligioner måtte vige.
I kølvandet på disse tanker opstår nye. Det er kendt, at europæiske jøder har verdens højeste gennemsnitlige IQ på 117. Den tanke, at de har rødder i en udvalgt elitær befolkning ved Amenhoteps hof, melder sig naturligt. Tanken er nok lidt langt ude, men svær at lægge fra sig. Det murrer også, at amerikanske jøder i gennemsnittet har en IQ på 112-115 og at en fjerdedel af alle nobelpriser er tildelt jøder, selvom de kun udgør godt 0,2 % af verdens befolkning.
Den gennemsnitlige IQ i Ægypten er 83. Når man søger at leve sig ind i Amenhotep IV' verden - altså den verden, han ville skabe i den nye hovedstad, rækker et gennemsnit på 83 ikke langt. Man kan ikke fortænke ham i at fravælge middelmådigheder. Måske udvalgte han mennesker, der kunne bidrage kreativt og konstruktivt til de høje mål, han satte sig. Den gennemsnitlige IQ i Israel må have været højere i oldtiden for siden at falde til et gennemsnit i dag på 94 grundet indvandringen fra syd. Det kunne have bidraget til præference for israelitter. Derudover kunne faraoen have været yderst selektiv i valg af medarbejdere. Når jøderne betragter sig som Guds udvalgte folk, har det så nogen bæring til oldtidens personalepolitik ved Amenhoteps hof, hvor de er udvalgte eller er der helt andre forklaringer på den høje IQ hos europæiske og amerikanske jøder? En forklaring må der jo være.
Jo, Akhenaten var en rebel, en intellektuel rebel og en mægtig mand, der har sat sig mange spor i eftertiden.
søndag, april 09, 2006
Moses.
At formulere en ny religion på Moses' tid krævede intet mindre end en farao.
Det er ganske enkelt utænkeligt, at en almindelig stormand endsige en
menigmand kunne magte det. Det giver derfor mening, når Sigmund Freud
knytter Moses til farao Akhenatens hof.
Akhenathen blev kendt for sine revolutionære og pacifistiske holdninger og havde som farao den intellektuelle og økonomiske pondus, det krævede. Mere end 2000 publikationer - mere end for nogen anden farao - omhandler ham og flere og flere henlægger jødedommens vugge til hans hof.
Da han dør eller bliver styrtet, er det plausibelt at Moses må flygte. Moses kan umuligt have være den eneste tjener, der måtte flygte. Der må have været et betydeligt antal af elitære præster og embedsmænd, der har gjort ham følge. Selvom følget i Exodus angives som hebræiske tvangsarbejdere, så er det svært at se, hvorfor de skulle blive forfulgt. Det lyder mere sandsynligt, at det kun er Akhenatens tjenestemænd, der er blevet stæbt efter livet grundet deres monoteistiske religion - det er jo den, det gamle præsteskab vil til livs og ikke en uformående, men nyttig og billig arbejdskraft blandt isralitiske fremmedarbejdere.
Da flugten lykkedes, tager det ikke lang tid for Moses at præsentere en fiks og færdig religion. Heller ikke det lyder sandsynligt med mindre Moses har tilegnet sig den ganske lære i Akhenatens tjeneste.
I det gamle testamente er der over 600 henvisninger til Ægypten. Dette og meget mere peger på Akhenatens hof som jødedommens vugge og på Moses som hans embedsmand. Akhenaten havde kapacitet og motiv til at skabe en ny monoteistisk tradition. Det havde en Moses næppe.
Det kniber imidlertid med kronologien, men det kniber også at fastslå Moses levetid, så mon ikke brikkerne falder på plads en dag.
Akhenathen blev kendt for sine revolutionære og pacifistiske holdninger og havde som farao den intellektuelle og økonomiske pondus, det krævede. Mere end 2000 publikationer - mere end for nogen anden farao - omhandler ham og flere og flere henlægger jødedommens vugge til hans hof.
Da han dør eller bliver styrtet, er det plausibelt at Moses må flygte. Moses kan umuligt have være den eneste tjener, der måtte flygte. Der må have været et betydeligt antal af elitære præster og embedsmænd, der har gjort ham følge. Selvom følget i Exodus angives som hebræiske tvangsarbejdere, så er det svært at se, hvorfor de skulle blive forfulgt. Det lyder mere sandsynligt, at det kun er Akhenatens tjenestemænd, der er blevet stæbt efter livet grundet deres monoteistiske religion - det er jo den, det gamle præsteskab vil til livs og ikke en uformående, men nyttig og billig arbejdskraft blandt isralitiske fremmedarbejdere.
Da flugten lykkedes, tager det ikke lang tid for Moses at præsentere en fiks og færdig religion. Heller ikke det lyder sandsynligt med mindre Moses har tilegnet sig den ganske lære i Akhenatens tjeneste.
I det gamle testamente er der over 600 henvisninger til Ægypten. Dette og meget mere peger på Akhenatens hof som jødedommens vugge og på Moses som hans embedsmand. Akhenaten havde kapacitet og motiv til at skabe en ny monoteistisk tradition. Det havde en Moses næppe.
Det kniber imidlertid med kronologien, men det kniber også at fastslå Moses levetid, så mon ikke brikkerne falder på plads en dag.
"At the end of the Genesis they were 70 people who went to Egypt, the family
of Jacob-Israel (Ex.1:5). In Exodus, after 430 years, they were 3 million
persons, they had become a People... the People of God, but enslaved by the
Egyptians (Ex.1, 12:40, Num.1:46)".
Andetsteds (Anden Mosebog 12) angives antallet af de udvandrende israelitter til ca. 600.000 mand plus kvinder og børn. Måske i alt mere end to millioner plus deres kvæg.
Jordens befolkning på Moses' tid udgør i størrelsesordenen 200 millioner. Flytning af et par millioner er en betragtelig andel og det stemmer heller ikke med manglen på arkæologiske spor. Der må være fejl i overleveringen eller i oversættelsen. Et antal på tusinde eller deromkring lyder mere sandsynligt. Selv det har krævet et organisatorisk talent, som på den tid næppe fandtes udenfor militære kredse.
Grundtvig (1783-1872) var en kristen hedning - man kunne få det indtryk, at hans kristendom var ham en byrde. Hans kristne holdninger er i konflikt med hans sympati for oldtidens tanke og kultur. Det er en teologisk umulig knude, der driver ham til vanvid.
Oldtiden fascinerer ham og han oversætter og gendigter adskillig norrøn litteratur:
»Lidet om sangene i Edda« - »Om Asalæren - »Nordens Mytologi« - »Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord« - »Optrin af Norners og Asers Kamp« - »Snorri Sturluson« -»Beowulf« og, ikke mindst, Sakses »Gesta Danorum« (»Danernes Historie«).
Hvad kunne en Grundtvig klon nu 200 år senere mon ikke udrette?
I foråret 2003 udgav han bogen "En Sten i Skoen". "At ville bruge Gud som argument for noget som helst i dag er efter min mening både vanvid og dybt ulykkeligt; vanvid, fordi det er intellektuelt uvederhæftigt; dybt ulykkeligt, fordi det får den oprindelige alvor til at forsvinde med op i det himmelske snoreloft".
Grosbøll er een af flere, der ikke kan leve med biblens mange uhyrligheder. Han tror ikke på guddommelige magter og væsner, engle og energier – i al fald ikke som andet end noget, vi tyder ind i tingene.
Han tror ikke på engle eller andet himmelskt fjerkræ. Grosbøll tror på "at tro". Hvad det vil sige, er lidt tåget, men det tiltaler moderne mennesker, at de kan forme en individuel religion i deres eget hoved og holde den dér. Her er mennesket ikke skabt i guds billede, men omvendt. Troen kan gøre sig fri af biblens uhyrligheder. Man skal ikke stå til regnskab overfor et præsteskab og ikke mindst kan det enkelte menneske anerkende naturen og naturvidenskaben uden tåbelige konflikter.
Religion har haft en plads hos alle folkeslag til alle tider - man kan få den tanke, at den er biologisk betinget. Mange kan dog klarer sig uden, men for de "søgende" ville det være godt med et fredsommeligt alternativ til diverse fundamentalistiske sekter og trosretninger.
Grosbøll blev banket på plads, men før eller siden kommer der en moderne karismatisk profet, der kan forløse problemet og bringe religionen i overensstemmelse med mennesket, sådan som mennesket nu engang er.
Måske kommer vi af med de Abrahamistiske religioner, der har tjent magthaverne så længe - alt for længe. Måske bliver den nordiske oldtid og dens menneskesyn en inspirationskilde. Det ville ikke være så ringe endda.
En JP-kronik 10.04.06 af Ole T. Krogsgaard udtrykker undren over koranens fundamentalistiske holdning, dens mange straffe og dens uforsonlighed overfor vantro. Det er sandt nok, men det vækker til eftertanke, at Ole Krogsgaard - et ganske almindeligt eftertænksomt menneske, tror jeg - tager sig tid til at skrive en kronik. Det siger mig, at der er mange, der er begyndt at spekulere over, "hvad det hele går ud på". Selv har jeg hidtil skubbet koranen i baggrunden, fordi det er svært at tage en religion alvorlig som får voksne mænd til at lægge sig på stribe med stram buksebag strittende skråt mod himlen. Det vil ikke overraske om et eftersyn afslører en kerne af magtsyge.
Som spredte oaser fandtes Grundtvigianske frimenigheder. Her var der rummelighed og udfoldelsesmuligheder. Nethe og jeg blev gift af en frimenighedspræst og vores førstefødte blev døbt i samme frimenighed.
Var vi blevet boende, havde vi nok fortsat støttet frimenigheden som et bolværk mod alt det sorte udenfor. Vi flytte imidlertid til Østjylland. Arabere og fundamentalistiske kristne var langt væk - tusinde mile væk. Alt åndede fred og idyl.
Det blev en brat opvågning, da vi opdagede, at de tusinde mile var skrumpet til ingenting. Heromkring er der ikke noget bolværk at ty til. At skabe ét er heller ikke let. Jeg kan ikke forestille mig selv eller nogen af vore bekendte stå i en rundkreds og på skift drikke nisseøl af et kohorn. Det er ikke meget bedre at ligge på knæ og spise meloblater med kirsebærvin til. Vi får håbe, at vi kan opretholde et verdsligt bolværk, men når vi ser hvorledes det går i bibelbæltet i USA, kan man få sine tvivl. Måske skal der et helt nyt initiativ til - en ny Grundtvig, der kan forene vor norrøne arv med nutidens naturvidenskab.
Andetsteds (Anden Mosebog 12) angives antallet af de udvandrende israelitter til ca. 600.000 mand plus kvinder og børn. Måske i alt mere end to millioner plus deres kvæg.
Jordens befolkning på Moses' tid udgør i størrelsesordenen 200 millioner. Flytning af et par millioner er en betragtelig andel og det stemmer heller ikke med manglen på arkæologiske spor. Der må være fejl i overleveringen eller i oversættelsen. Et antal på tusinde eller deromkring lyder mere sandsynligt. Selv det har krævet et organisatorisk talent, som på den tid næppe fandtes udenfor militære kredse.
|
|
Jordens befolkning 1300 før vor tidsregning har været ca. 200
millioner. |
onsdag, april 05, 2006
Grundtvig
Grundtvig (1783-1872) var en kristen hedning - man kunne få det indtryk, at hans kristendom var ham en byrde. Hans kristne holdninger er i konflikt med hans sympati for oldtidens tanke og kultur. Det er en teologisk umulig knude, der driver ham til vanvid.
Oldtiden fascinerer ham og han oversætter og gendigter adskillig norrøn litteratur:
»Lidet om sangene i Edda« - »Om Asalæren - »Nordens Mytologi« - »Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord« - »Optrin af Norners og Asers Kamp« - »Snorri Sturluson« -»Beowulf« og, ikke mindst, Sakses »Gesta Danorum« (»Danernes Historie«).
Hvad kunne en Grundtvig klon nu 200 år senere mon ikke udrette?
søndag, april 09, 2006
Thorkild Grosbøll.
I foråret 2003 udgav han bogen "En Sten i Skoen". "At ville bruge Gud som argument for noget som helst i dag er efter min mening både vanvid og dybt ulykkeligt; vanvid, fordi det er intellektuelt uvederhæftigt; dybt ulykkeligt, fordi det får den oprindelige alvor til at forsvinde med op i det himmelske snoreloft".
Grosbøll er een af flere, der ikke kan leve med biblens mange uhyrligheder. Han tror ikke på guddommelige magter og væsner, engle og energier – i al fald ikke som andet end noget, vi tyder ind i tingene.
Han tror ikke på engle eller andet himmelskt fjerkræ. Grosbøll tror på "at tro". Hvad det vil sige, er lidt tåget, men det tiltaler moderne mennesker, at de kan forme en individuel religion i deres eget hoved og holde den dér. Her er mennesket ikke skabt i guds billede, men omvendt. Troen kan gøre sig fri af biblens uhyrligheder. Man skal ikke stå til regnskab overfor et præsteskab og ikke mindst kan det enkelte menneske anerkende naturen og naturvidenskaben uden tåbelige konflikter.
Religion har haft en plads hos alle folkeslag til alle tider - man kan få den tanke, at den er biologisk betinget. Mange kan dog klarer sig uden, men for de "søgende" ville det være godt med et fredsommeligt alternativ til diverse fundamentalistiske sekter og trosretninger.
Grosbøll blev banket på plads, men før eller siden kommer der en moderne karismatisk profet, der kan forløse problemet og bringe religionen i overensstemmelse med mennesket, sådan som mennesket nu engang er.
Måske kommer vi af med de Abrahamistiske religioner, der har tjent magthaverne så længe - alt for længe. Måske bliver den nordiske oldtid og dens menneskesyn en inspirationskilde. Det ville ikke være så ringe endda.
mandag, april 10, 2006
Koranen.
En JP-kronik 10.04.06 af Ole T. Krogsgaard udtrykker undren over koranens fundamentalistiske holdning, dens mange straffe og dens uforsonlighed overfor vantro. Det er sandt nok, men det vækker til eftertanke, at Ole Krogsgaard - et ganske almindeligt eftertænksomt menneske, tror jeg - tager sig tid til at skrive en kronik. Det siger mig, at der er mange, der er begyndt at spekulere over, "hvad det hele går ud på". Selv har jeg hidtil skubbet koranen i baggrunden, fordi det er svært at tage en religion alvorlig som får voksne mænd til at lægge sig på stribe med stram buksebag strittende skråt mod himlen. Det vil ikke overraske om et eftersyn afslører en kerne af magtsyge.
Muhammedanere.
Araberne havde hjemme i Arabien, øst for det røde Hav.
"Iblandt dem opstod
omtrent seks Hundrede Aar efter Kristi Fødsel en Mand Muhammed, der gav sig
ud for at være Guds profet, større end Moses og Jesus, og han forkyndte en
ny Religion, som han bildte Folk ind, at en Engel fra Himlen havde åbenbaret
ham. Hans Hovedlærdom var denne: Der er een Gud, og Muhammed er hans profet.
Han lærte, at hans Religion skulde udbredes med Magt, og alle, der vilde
antage den, lovede han et Paradis fuldt af jordiske Glæder. Denne falske
Profet fik mange Tilhængere, og Araberne drog ud med Sværdet i Hånden og
indtog mange Lande, især i Asien og Afrika, og hvor de kom frem, undertrykte
de Kristendommen og udbredte Muhammeds Lære".
Sådan skrev biskop Balslev i
min bibelhistorie fra 1928. Spørgsmålet er om de forløbne 78 år har ændret
noget. Dengang drømte vi ikke om at stille spørgsmål - og tør vi det i dag.
lørdag, april 01, 2006
ASAtro.
"Frihed for Loke såvel som for Thor" blev formuleret af
Grundtvig, som var meget optaget af den nordiske mytologi og som lod sig
inspirere af den gamle gudetro. Den gamle gudetro var langt mere
"demokratisk", tolerant, umiddelbar forståelig og intuitiv end sin
afløser. Guderne var menneskelige på godt og ondt og krævede ikke noget
præsteskab for at blive forstået.
Gudetroen spejlede menneskene. "Hellere dø stående end leve på knæ". Dette i absolut modsætning til kristendommen. Mange af kristendommens dogmer er svære at kapere og netop de læresætninger, der går mod den gamle asatro, er de sværeste at efterleve.
Havamål bør indføres i skolernes læseplan og den burde være en del af den officielle kanon. Når det ikke er gået således og flerguderi har måtte vige for monoteisme, hænger det sammen med monoteismens stærke organisatoriske struktur.
Den græske mytologi er ikke ulig den nordiske. Større rigdom i det antike Hellas gav plads til flottere templer og hver gud havde sine egne tempeltjenere. Forståeligt har det været en torn i øjet på disse, at de skulle dele offergaver med andre. Det førte uvægerligt til menigheder, hvor "Du må ikke have andre guder" bliver klappen i den fælde, der nok slipper en sympatisør ind i folden, men aldrig lader ham gå. Sideløbende indføres hjernevask, der er en uundgåelig følgesvend og forudsætning for væksten i de monoteistiske samfund.
Den katolske kirke har af alle udviklet den stærkeste og mest centralistiske organisation af alle religioner. Fra Rom kunne diktater nå ud i den fjerneste krog af verden og penge kunne strømme i mængder den anden vej. Ikke sært, at de opkommende fyrstedømmer i Europa sluttede sig til. Herhjemme tog Harald Blåtand æren for at kristne danerne. Det var et politisk tiltag - næsten en forudsætning for kontrol med undersåtterne, at kirken trak på samme hammel og stillede sin organisation til rådighed.
Min bibelhistorie er skrevet af Biskop Balslev i 1928. Den slutter med en status over missionen "...thi endskønt over 500 Millioner af Jordens Beboere bekender sig til Kristendommen, er der mange flere, der endnu vandrer i Hedenskabets Mørke, og desforuden Muhammedanere og Jøder". Balslev anså tilsyneladende ikke Muhammedanere og Jøder for hedninge - måske fordi de var monoteister.
Som ung flyttede jeg til Thy og kunne ikke undgå at komme tæt på den Indre
Mission - den dominerede stort set hele Thy. Præsten hed Viller og
prædikede et sortsyn, der åndeligt forarmede menigheden. Enhver glæde var
en synd. Ikke sært, at jeg meldte mig ud af folkekirken.Gudetroen spejlede menneskene. "Hellere dø stående end leve på knæ". Dette i absolut modsætning til kristendommen. Mange af kristendommens dogmer er svære at kapere og netop de læresætninger, der går mod den gamle asatro, er de sværeste at efterleve.
Havamål bør indføres i skolernes læseplan og den burde være en del af den officielle kanon. Når det ikke er gået således og flerguderi har måtte vige for monoteisme, hænger det sammen med monoteismens stærke organisatoriske struktur.
Den græske mytologi er ikke ulig den nordiske. Større rigdom i det antike Hellas gav plads til flottere templer og hver gud havde sine egne tempeltjenere. Forståeligt har det været en torn i øjet på disse, at de skulle dele offergaver med andre. Det førte uvægerligt til menigheder, hvor "Du må ikke have andre guder" bliver klappen i den fælde, der nok slipper en sympatisør ind i folden, men aldrig lader ham gå. Sideløbende indføres hjernevask, der er en uundgåelig følgesvend og forudsætning for væksten i de monoteistiske samfund.
Den katolske kirke har af alle udviklet den stærkeste og mest centralistiske organisation af alle religioner. Fra Rom kunne diktater nå ud i den fjerneste krog af verden og penge kunne strømme i mængder den anden vej. Ikke sært, at de opkommende fyrstedømmer i Europa sluttede sig til. Herhjemme tog Harald Blåtand æren for at kristne danerne. Det var et politisk tiltag - næsten en forudsætning for kontrol med undersåtterne, at kirken trak på samme hammel og stillede sin organisation til rådighed.
Min bibelhistorie er skrevet af Biskop Balslev i 1928. Den slutter med en status over missionen "...thi endskønt over 500 Millioner af Jordens Beboere bekender sig til Kristendommen, er der mange flere, der endnu vandrer i Hedenskabets Mørke, og desforuden Muhammedanere og Jøder". Balslev anså tilsyneladende ikke Muhammedanere og Jøder for hedninge - måske fordi de var monoteister.
Som spredte oaser fandtes Grundtvigianske frimenigheder. Her var der rummelighed og udfoldelsesmuligheder. Nethe og jeg blev gift af en frimenighedspræst og vores førstefødte blev døbt i samme frimenighed.
Var vi blevet boende, havde vi nok fortsat støttet frimenigheden som et bolværk mod alt det sorte udenfor. Vi flytte imidlertid til Østjylland. Arabere og fundamentalistiske kristne var langt væk - tusinde mile væk. Alt åndede fred og idyl.
Det blev en brat opvågning, da vi opdagede, at de tusinde mile var skrumpet til ingenting. Heromkring er der ikke noget bolværk at ty til. At skabe ét er heller ikke let. Jeg kan ikke forestille mig selv eller nogen af vore bekendte stå i en rundkreds og på skift drikke nisseøl af et kohorn. Det er ikke meget bedre at ligge på knæ og spise meloblater med kirsebærvin til. Vi får håbe, at vi kan opretholde et verdsligt bolværk, men når vi ser hvorledes det går i bibelbæltet i USA, kan man få sine tvivl. Måske skal der et helt nyt initiativ til - en ny Grundtvig, der kan forene vor norrøne arv med nutidens naturvidenskab.
Kommentarer
Send en kommentar