Høwerdreng

Gå til Speakers Corners Oversigt

Min far lærte mig noget, som vist ingen andre fik lært. Han lærte mig at bliver høwerdreng (kvæghyrde) og at græsse køer på engen. Vi have en smal strimmel eng ned til Ryåen. Det var helt tilbage fra landsbyfællesskabet, et stykke jord, som ikke var blevet udskiftet. Der var langt der ud og vi kaldte det Saltengen. Hvorfor navnet, ved jeg ikke. Der var godt græs, men stykket var uden hegn, så køerne skulle tøjres.  

Holstein-Frieser ko

Jeg har ikke været ret gammel førend jeg fik lært at trække køerne af stald og een for een binde dem til et anden ko, så jeg fik et kobel. Tyret (tøjret) have grime i den ene ende og tyrhæl (tøjerpæl) i den anden. Tyret blev rinket op og lagt om halsen på en forangående ko og så fremdeles. Så traskede jeg afsted med førerkoen og hele koblet fulgte med. Jeg havde også en tyrhammer med. Vel fremme blev køerne tøjret med tilpas afstand. Ved middagstid cyklede jeg ud og flyttede dem til friskt græs. Når det var tid til aftenmalkning gik det bare den anden vej. Det var kun på de dage, jeg ikke var i skole, køerne fik lov at komme på græs i Saltengen - det var nemlig et arbejde for en høwerdreng.

 Da jeg kom i realskole og fik en lang skolevej, har far nok syntes, det blev for meget at bruge min søndag på at græsse køer, så Saltengen blev lagt om til høslæt. Det er en gammel driftsform, som mest blev benyttet på engarealer. Jorden blev ikke pløjet og skulle så heller ikke tilsås. Det var vedvarende græs som havde fundet en naturlig sammensætning af flere græsarter. Græsset bliver høstet med le og kun een gang om året, stakket og taget hjem som vinterfoder til hestene. Det var nemlig det dejligst bløde enghø, som hestene fik mest ud af. 

Vi havde normalt en snes malkekøer. Om sommeren græssede de på forskellige fenner nærmere gården. Om vinteren er de på stald og blev fodret med hø og roer. Ensilage kom vi aldrig rigtig  i gang med. Kalvene var også på græs om sommeren og de var tøjret, men det var på en ager tæt ved, fordi de skulle også have skummetmælk, når den kom retur fra mejeriet. Kvierne gik sommeren igennem i en fenne på en anden og meget større eng - også ned til Ryåen, men den var hegnet. Jeg fik lært  at drive kvierne derned om foråret og hjem om efteråret og jeg skulle holde hegnet i orden med nye pæl, bruge pælebor og holde pigtråden stram. Det havde vi en talje til. Til min store fortrydelse var der altid et par kvier, der ikke ville med hjem om efteråret. Til sidst måtte jeg bide i det sure æble og  hente far. Om ikke de trodsige kvier gik lige bagefter ham uden at gøre sig ud til bens. Om jeg forstår det?

Kvierne kunne drikke vand i åen. Vi havde gravet af brinken et sted, så de let kunne nå vandet. Det er hændt nogle gange, at en kvie er kommer for langt ud, så den ikke kunne redde sig i land igen. En sådan kvie har det med at fortvivle og opgive selv at hjælpe til, når vi ville trække den fri. Så måtte vi ringe efter Falck. De lagde sele om den og løftede den op på tørt land med kran. Efter en sådan oplevelse stod den bare stille ganske længe inden den kom til hægter og græssede videre med de andre.

Det var den måde landmænd blev oplært på - de hjalp bare til derhjemme. Derefter blev de sendt ud at tjene for at se andre skikke og måder at gøre tingene på. Meget få kom på landbrugsskole dengang. Selv fik jeg lært alt i stald og lo på den måde. Fik dog aldrig lært at pløje. Det var efterårsarbejde og man gik ikke i marken om søndagen, Så der var ingen lejlighed til at lære det.

Vi havde sortbrogede køer. Da jeg var helt lille kan jeg huske, vi havde to røde køer. De var lidt mindre og jeg syntes, de var så pæne. Far tænkte nok mere på mælkeydelsen, så han arbejdede henimod en sortbroget Holstein-Frieser besætning, en kvægrace kendt for sin høje mælkeydelse. Det gik godt med de sortbrogede så længe, vi selv havde tyr, men så begyndte man at inseminere for at fremme avlsarbejdet. En af tyrene på tyrestationen gav desværre alt for store kalve. Så store, at vi måtte lægge reb på og hive og slide kalvenene ud. Hvor var det synd og der gik alt for længe inden vi fandt ud af, at det var hos tyrestationen, fejlen lå.

Efterårsferien hed dengang kartoffelferie, fordi vi skulle tage kartofler op. Det var midt i oktober måned. Det var håndarbjede. Vi kravlede række op og række ned slæbende en flettet riskurv efter os. Når kurven var fuld kunne vi rejse os og tømme den på vogn for hjemkørsel eller i kule på marken. Under et gulv nærmest mølleloftet var der udgravet en jordkælder til kartofler. Der var kun det sparsomme lys fra åbningen derned, så man famlede lidt i blinde, når vi skulle hente kartofler til middagsmaden.

Roerne skulle holdes rene. De skulle hakkes. Det måtte vi så gøre  søndag eller ej. Alle mand af huse. På regnfulde år skulle de hakkes tre gange ellers kun to. Både høhøst og kornhøst var også nødvendigt at gennemføre, når vejret tillod det. Det gik forud for alt andet - også selskabelighed. Det var ikke et problem at få høstet, for skolerne lukkede, så alle børn kunne tage del i høsten. Vejret kunne dog drille. Et år fik vi først indhøstet 18. september - det var sent.

Klaus (skimlede vallag) og Lis (sorte hoppe).

Mine to søstre hjalp også til derhjemme, men far forsøgte ikke at lære dem noget. Jeg blev sat ind i alt, hvorledes man laver en ny stjært, hvordan man indstille trækhamlen, så den store dovne belgier, Klaus kom til at trække på “lige” hammel med den ivrige hoppe Lis. Det må have været en skuffelse, at jeg ikke blev landmand og kunne overtage gården. Jeg var lært op til det, men mine forældre syntes ikke landbruget tegnede for godt, og valgte at lade mig studere i stedet. Var jeg kommet på landbrugsskole, tror jeg godt, jeg kunne have begået mig som landmand, men det var nok den rigtige beslutningen, mine forældre traf.