Høns og Gæs

 

Hønsene hjemme var af en særlig stor slags. Det var amerikanske Wyandotter - gode til æg, gode i suppegryden. Wyandotter er kendt som slagtehøne, men også som en stabil æglægger, også om vinteren. Vores var hvide. Skrukhøns kunne finde på at lægge æg i laden og så en dag møde op på gårdspladsen med et helt kuld.

Hver dag samlede jeg æg ind. De fleste havde hønsene lagt i en reol med særlige redekasser, hvor æggene faldt gennem et hul i bunden og trillede hen ad en skrå slidske til i en opsamlingskasse. De var helt rene. Hønsene var fritgående og kunne finde på at lægge æg i laden og andre steder. De skulle findes og de var sjældent helt rene og måtte aftørres. Æggene lagde vi i kasser, der stod på ladet af en fjedervogn inde i vognhuset. Hver fjortende dag blev æggene afhentet af en ægbil og kørt til en ægcentral i Brønderslev. Her blev de gennemlyst et for et inden de blev pakket til salg. Vi blev trukket for æg med kyllinger i, så det var med at finde æggene rundt omkring inden hønerne havde ligget på dem for længe. Det med gennemlysning var noget, der kom til. Så før i tiden har der af og til været overraskelser på morgenbordet i mangt et byhjem.

Det er forbudt. På afveje.
De må ikke være i haven.

Skrukhøne som plejemor.

Far snød hvert år en skrukhøne og lagde gåseæg under den. Gåseæggene var nogen han fik, for vi havde aldrig gæs vinteren over. Hønen var ligeglad og den præsenterede det falske kuld på gårdspladsen ligeså stolt som var det hendes eget.

Gæslingerne skulle ikke blive ret gamle førend de kunne “lugte” branddammen oppe ved landevejen. Om jeg fatter det. Der var langt op til vejen, men de små gæslinger myldrede rundt om skrukhønen ligesom kyllinger, men umærkeligt trak de hele tiden op i mod dammen. Jeg fulgte sommetider efter. Det kunne tage sin tid, men så var de der og hoppede allesammen i vandet. Den arme høne gik fortvivlet frem og tilbage på bredden og skrukkede, så det var en ynk. Gæslingerne padlede lystigt rundt mellem åkanderne og nippede. Til sidst overgav de sig og fulgte med hønen hjem - og hjem, det vidste hun hvor var. Tilbage på gårdspladsen må hun have åndet lettet op.

En Wyandotte kan ikke flyve?

En Wyandotte er for tung til at flyve. Om aftenen kunne den lige klare at baske sig i vejret op at sidde på råjpinden (rundstokken) for natten. Og dog. En tildragelse. En dag jeg står i haven og kigger mod syd over naurhækken, får jeg øje på høgen, der sejlede over marken op mod sognefogedens. Vore høns gik frit og den dag var der ganske mange, der gik og ledte efter spildkorn på den mark. De må også have spottet høgen, for så tog pokker ved dem. Hjem, og det kunne ikke gå for stærkt. Nogen løftede sig - jeg vil sige, de faktisk fløj - over naurhækken og tumlede hen over jorden bagved og videre om mod gårdspladsen. Her har de nok følt sig i sikkerhed. Men hvad er det, der kan få en høne til at gå amok, en høne, der aldrig har set en høg før i sit liv. Og hvor kunne hun vide fra, at den var farlig?

Gæs og Sengeklæder

Mor ville gerne servere gås til Jul og til Mortensaften. Måske fik vi gås en enkelt gang ellers, så jeg tænker på, hvor blev resten af kuldet af? Mor kan have byttet sig til noget, men så har vi slagtet dem først, for mor havde brug for fjerene og dunene til dyner. Mine søstre blev sat til at plukke dem. Hvor de så ud. De var helt omhyldet af dun, i håret, i tøjet. Man skulle vare sig for at komme med spydige bemærkninger. De plukkede gæssene i en stald, ved siden af hestestalden. Dér var båse, der kun var i brug, når vi havde kalve, der ikke kunne findes plads til i kostalden. Der var fjer overalt. Der skulle fire gæs til et pund fjer og seksten til et pund dun. Ikke alle fjer var lige gode, så de skulle sorteres. Mor blandede fjer og dun i dynerne. Der var dun nok, men med rene dun blev de for lette og kunne ikke ligge tæt om en natten over - og det skulle de, i hvertfald vinterdynerne, for der var koldt om vinteren; både inde i stuehuset og på karlekammeret. 

Vi sov allesammen i sengehalm. Det var rughalm tærsket med plejl, så halmen bevarede de lange strå og ikke gik for meget i stykker. Jeg kan huske, da mine forældre fik madrasser. Hvorfor købemadrasser, ved jeg ikke;  rughalmen var både lun og bekvem. Den blev skiftet to gange om året. Vi sov mellem to lagner, et underlagen og et overlagen. Mor talte altid om sengelinned, for sengeklæder var oftest vævet af hør og vi havde linnedskabe. Ville vi have det, kunne vi få en underdyne og det ville vi. Over os havde vi en tung overdyne med olmerdugsvår. Den var kort, så vi havde både hovedpude og fodpude. Det må være da købemadrasserne holdt deres indtog, at overdynerne fik tyndt tætslået bomuldsvår og aftagelige dynebetræk og med dem forsvandt overlagnet. Godt det samme. Det var svært at holde styr på. Gæsteværelset var det sidste, der fik “moderniseret” sengetøjet. Det var også her vi mest savnede det indbydende syn af opredte senge med den pragtfulde olmerdug.